Jeg voksede op i et hjem, hvor begge mine forældre var travle forretningsfolk. De havde en enorm fokus på deres karriere, kørte rundt i dyre biler og tjente rigtigt gode penge. Problemet var, at alle mennesker har et begrænset antal timer i dagen, og at de derfor ikke havde ligeså meget tid på os børn, som mange andre forældre ser ud til at have. Nogle mennesker vil klandre dem for dette, og sige at det er ”forkert” at prioritere sin karriere og indkomst over tid med sine børn. Jeg var selv af den overbevisning en del år, men har senere indset, at konstruktioner omkring hvad der er ”rigtigt” og ”forkert” er ufatteligt subjektive. Jeg ville ikke selv prioritere tingene som mine forældre gjorde, men jeg mener at de er i deres fulde ret til at tage deres egne beslutninger, og vægte tingene på en måde der gør dem gladest. Jeg sluger ikke argumentet med, at man ikke bør få børn, hvis man ikke er villig til at gøre dem til den første prioritet i ens liv: hvis mine forældre havde haft den tilgang, var jeg aldrig blevet født! Og selvom min barndom måske ikke var ideel, så foretrækker jeg da klart at have haft den, frem for aldrig at være blevet skabt.
Det havde selvfølgeligt nogle konsekvenser at vokse op på den måde. Mine forældre forsøgte at kompensere for deres manglende tid, ved at bruge nogle af deres mange penge på at forkæle os. Jeg var den første i min klasse til at få et kreditkort, og jeg kunne stort set bruge pengene på hvad jeg havde lyst til. Jeg havde masser af fritid, var ikke under konstant overvågning af ”de gamle”, og flere penge end jeg vidste hvad jeg skulle bruge til. Det førte til nogle rigtigt dyre vaner!
Da jeg så blev 18 år, var mine forældre af den overbevisning, at nu var jeg gammel nok til at stå på egne ben. Det kan jeg egentligt godt følge dem i: jeg skulle trods alt forestille at være voksen. Og de var begge to dybt engagerede i at bygge evner og karriere op da de selv var 18. Men jeg havde rendt rundt og levet som om jeg ville have adgang til mine forældres kreditkort for evigt…
Jeg måtte simpelthen søge hjælp hos min ven, for at finde ud af hvordan ”normale” mennesker får tingene til at hænge sammen. Det første han gjorde var at vise mig prisforskellen på en brugt Toyota og så den samme model henne hos bilforhandleren. Jeg var næsten slået ud: jeg anede ikke at der var så mange penge at spare ved at købe sin bil brugt! Dernæst viste han mig hvad kaffebønner og en kaffemaskine kostede, og hvordan det kun tager få dage at tjene dem hjem, sammenlignet med at tage på Starbucks hver dag. Det var disse pædagogiske sammenligninger, der hjalp mig med at overkomme mine dyre vaner.
